mail@knudsmindefond.dk

FLINTDOLKEN
(poetisk fortælling)

Det er flintdolken jeg fandt som dreng!

-Men det er ikke kun flintdolken,
 det er også turen tværs over Mors på mine lykkelige ben!

-Men det er alligevel ikke hele flintdolken,
det er turen tværs over, hid og did, i en dinglet drengekrop,
langsom medvind for en muldvarp som søgte sine rødder,
og dér lå flintdolken så!

-Men det er alligevel ikke hele flintdolken endnu,
det er også landskabet, de bløde bakker omkring Bjergby og Flade, Vendbjerg og Mårbjerg Høje længere ude mod vest,
de gamle stenalderfjorde og bekkasinens trommehimmel
under den magiske fuldmåne i Erslev, Frøslev og Jølby Kær!

 -Men der er ikke kun bekkasinen og bakkerne,
det er også lærken som sang
da jeg favnede min flintdolk og løftede blikket
i drenget taknemmelighed mod den lille trillefugl
oppe i den jagende forårståge!

-Men det er ikke kun lærken,
det er også menneskene som lever her
og stadig råber fra stuehusets trappe,
fra havens frodige hjørne,
fra den løftede plovs traktor: ”Der er kaffe, der er kaffe!”
og pludselig er der boller med smør og ost
og rullepølse i rivende krydderi…

… der er mennesker i munterhed.

Af og til flyver brændevinsfuglen ud af nærhedsskabet,  
ramt af latterhagl styrter den ned i vor kaffekop,
vi får en fjer!
Historiehastigheden stiger, vi triller rundt i årtusinder,
og køkkenbordet svæver i Ertebøllekulturen med skiveøkser, tværpile
og flækkeknive på den hvide voksdug,
og videre ind i den tidlige bondestenalder

Pludselig slæber vi sten i baghaven og begynder at bygge en dysse,
for historien er aldrig ret langt borte her på Mors,
den lever her hele tiden, lige ved hjertet,
et sekund fra fortællingens tungemål.
Her var jeg dreng og stod ude på marken og favnede min flintdolk

-Men det var ikke kun flintdolken,
det var den lange levende puls af åndedrætsdybets fællesskab
som stadig i dag kan styrte mit hjerte ud i glæde på denne ø.

På dénne ø!