Set fra øjets bløde fjordskrænt ligner du en ilanddrevet rusepæl som du ligger der til ingen verdens nytte imellem skrivebordets strandsten
Men nu knejser du igen nu kære gamle kuglepen, forvandlet til et lysende fyrtårn og leder ordenes vilde fugle ind over land så mit sprog kan finde rede, fjer, sang og skrig så mit sprog kan finde fødder at vandre vinger at flyve – frit over alt
