mail@knudsmindefond.dk

De første lærker lå på æg, da Kresten kravlede ud på marken gennem det lille hul i hegnet.

Han havde ingen støvler på. De grå sokker var hullede og tæerne stak ud som tykke spirer, der hele tiden forsvandt ned i muldens mørke. Han gik op mod højen, hvorfra han kunne se hele sognet og søerne fjernt derude i den frugtbare horisont som hængende blommer. Det var her, han i efteråret havde fundet en stenøkse med fint svaj i æggen og et stort hul, hvor hans tommelfinger lige kunne løbe rundt, når kaffen knurrede ude i køkkenet, og TV-avisen var tændt.

Da han kom helt op på højen, standsede han.
-Tæerne fik muld omkring sig…
-”Jeg tilhører jorden!”, råbte han højt…
-En lærke sang i det samme…
Dér stod Kresten Madsen fra Erslev sogn, og tilhørte jorden!

Posten kløede sig under kasketten.
Ingen kaffe i dag?…
Det var iligegodt…
Hans støvler lå da på trappen?
Posten svingede væk fra gruset, asfaltvejen krummede som et regnspovenæb, da han fik øje på Krestens urokkelige skikkelse oppe i marken. Han dyttede hornet i bund, men Kresten stod ubevægelig i sit blæsende råb. Posten steg ud af bilen, sprang over grøften og råbte:
”Kresten hva'  laver du?… Er du gået i blød deroppe”!?

Posten begyndte at løbe på de højeste furer med den sorte posttaske flagrende efter sig som en brækket fuglevinge, standsede og råbte: ”Ska’ du ha' hjælp”? Da brølede Kresten: ”Jeg tilhører jorden!”, så Posten måtte krumme sig sammen for ikke at blive blæst omkuld i råbets brænding.
Han vovede ikke at se op mod bakken, men sprang af sted ned mod bilen og fór ind på Fynbos ejendom. ”Kresten er blevet tosset i hans hoved, han står som naglet til bakketoppen og siger mærkelige ord”, fremstammede posten. ”Vi må hellere ringe til Anna, hans søster… Hun kender ham bedre… og doktormanden med!”.

Søster Anna løb for første gang siden gymnastikopvisningen i 1926 henover Krestens mark, mens hun råbte: ”Kresten er du gået fra din gode forstand, hvá tror du ikke naboerne tænker!”
”Kresten!”, råbte hun op i hans hoved, ”Det er mig… søster Anna… kig på mig!”.
Kresten så på hende med stærke klare øjne og råbte med munterhed i stemmen: ”Jeg tilhører jorden!”
”Nej, nej, Kresten, hold nu op med det snak! Jorden tilhører dig, det står i skødet! Skødet, som ligger hjemme i den brune mappe i farfars skrivebord”. Kresten brølede videre og tog i det samme sin stenøkse op af lommen og holdt den, så blæsten fik et fint rundt hul at fløjte i. Anna måtte se ned…

Der havde samlet sig en lille flok nede ved gården, og de vuggede stilfærdigt hen over marken, den ene mere forsigtig end den anden, mens Kresten brølede hen forbi deres store øre og øjne, så de engang imellem standsede op som skræmte dyr nervøst lyttende mod bakketoppen.
Doktoren var dukket op og gik hurtigt forbi den lille flok med et kort nik.
”Jeg tilhører jorden!”, gjaldede Kresten, så lærkerne sang, og hans ansigt hoppede af glæde. Doktoren kiggede ind i hans klare øjne og lagde en forstående hånd på hans skulder. ”Jeg tror, jeg forstår…  måske…  måske skulle vi sende bud til præsten… det er et etisk eksistentielt problem”, sagde doktoren, og så på Anna.
”Ja, ja, men han kan da ikke bare stå der og fryse imens… han har ikke engang støvler på… det gik galt, dengang han fandt stenøksen… ku' du ikke gi' ham en sprøjte, så vi kan hive ham op af jorden og hjem i stuen”, tryglede søster Anna, ”så sætter jeg vand over”.

Imellemtiden var flokken kommet derop, og hvis det havde været muligt at det menneskelige legeme kun bestod af øre og øje, så ville det há været tilfældet her. ”Jeg tilhører jorden!”, gjaldede Kresten profetisk til de nyankomne. ”Følg mig!”, fortsatte han. Flokken stod usikkert og kiggede op på doktoren, som kiggede ned i sin taske, som han lukkede for at gå ned til mobiltelefonen.
”Her hjælper ingen ord!”, råbte søster Anna, ”La' os ta' fat i ham og bære ham hjem”.

Flokken delte sig i to, og de største og stærkeste mænd tog et solidt greb i Kresten, mens han brølede: ” Jeg tilhører jorden!” Søster Anna brølede: ” Nej, jorden tilhører dig… det står i skødet!”. Men Kresten lod sig ikke rokke, han var en stor sten i marken, som mændene svedte omkring. ”Vi må ha' fat i Fynbos traktor, han har lige fået en ny og den ka' fan'me galme ta' ve', så det forslår”, råbte den ene af mændene. Jens fra idrætsforeningen fór over marken. De lagde rebet om livet på Kresten og op under armene og lavede en løkke til traktorens ophæng. Så startede den. Forsigtigt kørte traktoren frem, til rebet var spændt og begyndte at give tørre lyde fra sig som en tørstende fjordkog, mens Kresten brølede og sank dybere ned i mulden.
Flokken havde aldrig set noget lignende…
Nu var traktoren på fuld motorkraft…
Kresten stod urokkelig med hævet stenøkse…
Traktoren hvæsede, og dampe af diesel begravede bakketoppen i mytologi.
Femogtyve minutter på fuld kraft skulle der til, frem og tilbage, tilbage og frem, før Kresten blev rykket op med rod og slæbt henover marken med flokken efter sig som et begravelsesoptog, mens den målløst stirrede på Krestens tæer, der lignede et kæmpemæssigt rodnet. Stenøksen holdt han hele tiden op i luften, så den ikke blev skrammet af turen hen over marken, mens han glædesstrålende proklamerede: ”Jeg tilhører jorden!”.

Traktoren kørte rundt på gårdspladsen og standsede først, da Kresten lå foran stuehusets trappe. Dér stod præsten, som tavst havde fulgt optrinnet hen over marken, og så spørgende på skikkelsen i gruset, som smilede og smilede forbi ham op over tegltaget og videre ind i himlen for at standse ved lærkens syngende hvirvel, som han fangede i stenøksens runde hul.

”Nu må vi hellere få vor kaffe!” råbte søster Anna. Der stod han så, Kresten Madsen fra Erslev sogn, og følte sig forbundet med jorden…

NU MÅ VI HELLERE FÅ VOR KAFFE!
(En kort novelle af Knud Høirup)

De første lærker lå på æg, da Kresten kravlede ud på marken gennem det lille hul i hegnet.

Han havde ingen støvler på. De grå sokker var hullede og tæerne stak ud som tykke spirer, der hele tiden forsvandt ned i muldens mørke. Han gik op mod højen, hvorfra han kunne se hele sognet og søerne fjernt derude i den frugtbare horisont som hængende blommer. Det var her, han i efteråret havde fundet en stenøkse med fint svaj i æggen og et stort hul, hvor hans tommelfinger lige kunne løbe rundt, når kaffen knurrede ude i køkkenet, og TV-avisen var tændt.

Da han kom helt op på højen, standsede han.
-Tæerne fik muld omkring sig…
-”Jeg tilhører jorden!”, råbte han højt…
-En lærke sang i det samme…
Dér stod Kresten Madsen fra Erslev sogn, og tilhørte jorden!

Posten kløede sig under kasketten.
Ingen kaffe i dag?…
Det var iligegodt…
Hans støvler lå da på trappen?
Posten svingede væk fra gruset, asfaltvejen krummede som et regnspovenæb, da han fik øje på Krestens urokkelige skikkelse oppe i marken. Han dyttede hornet i bund, men Kresten stod ubevægelig i sit blæsende råb. Posten steg ud af bilen, sprang over grøften og råbte:
”Kresten hva'  laver du?… Er du gået i blød deroppe”!?

Posten begyndte at løbe på de højeste furer med den sorte posttaske flagrende efter sig som en brækket fuglevinge, standsede og råbte: ”Ska’ du ha' hjælp”? Da brølede Kresten: ”Jeg tilhører jorden!”, så Posten måtte krumme sig sammen for ikke at blive blæst omkuld i råbets brænding.
Han vovede ikke at se op mod bakken, men sprang af sted ned mod bilen og fór ind på Fynbos ejendom. ”Kresten er blevet tosset i hans hoved, han står som naglet til bakketoppen og siger mærkelige ord”, fremstammede posten. ”Vi må hellere ringe til Anna, hans søster… Hun kender ham bedre… og doktormanden med!”.

Søster Anna løb for første gang siden gymnastikopvisningen i 1926 henover Krestens mark, mens hun råbte: ”Kresten er du gået fra din gode forstand, hvá tror du ikke naboerne tænker!”
”Kresten!”, råbte hun op i hans hoved, ”Det er mig… søster Anna… kig på mig!”.
Kresten så på hende med stærke klare øjne og råbte med munterhed i stemmen: ”Jeg tilhører jorden!”
”Nej, nej, Kresten, hold nu op med det snak! Jorden tilhører dig, det står i skødet! Skødet, som ligger hjemme i den brune mappe i farfars skrivebord”. Kresten brølede videre og tog i det samme sin stenøkse op af lommen og holdt den, så blæsten fik et fint rundt hul at fløjte i. Anna måtte se ned…

Der havde samlet sig en lille flok nede ved gården, og de vuggede stilfærdigt hen over marken, den ene mere forsigtig end den anden, mens Kresten brølede hen forbi deres store øre og øjne, så de engang imellem standsede op som skræmte dyr nervøst lyttende mod bakketoppen.
Doktoren var dukket op og gik hurtigt forbi den lille flok med et kort nik.
”Jeg tilhører jorden!”, gjaldede Kresten, så lærkerne sang, og hans ansigt hoppede af glæde. Doktoren kiggede ind i hans klare øjne og lagde en forstående hånd på hans skulder. ”Jeg tror, jeg forstår…  måske…  måske skulle vi sende bud til præsten… det er et etisk eksistentielt problem”, sagde doktoren, og så på Anna.
”Ja, ja, men han kan da ikke bare stå der og fryse imens… han har ikke engang støvler på… det gik galt, dengang han fandt stenøksen… ku' du ikke gi' ham en sprøjte, så vi kan hive ham op af jorden og hjem i stuen”, tryglede søster Anna, ”så sætter jeg vand over”.

Imellemtiden var flokken kommet derop, og hvis det havde været muligt at det menneskelige legeme kun bestod af øre og øje, så ville det há været tilfældet her. ”Jeg tilhører jorden!”, gjaldede Kresten profetisk til de nyankomne. ”Følg mig!”, fortsatte han. Flokken stod usikkert og kiggede op på doktoren, som kiggede ned i sin taske, som han lukkede for at gå ned til mobiltelefonen.
”Her hjælper ingen ord!”, råbte søster Anna, ”La' os ta' fat i ham og bære ham hjem”.

Flokken delte sig i to, og de største og stærkeste mænd tog et solidt greb i Kresten, mens han brølede: ” Jeg tilhører jorden!” Søster Anna brølede: ” Nej, jorden tilhører dig… det står i skødet!”. Men Kresten lod sig ikke rokke, han var en stor sten i marken, som mændene svedte omkring. ”Vi må ha' fat i Fynbos traktor, han har lige fået en ny og den ka' fan'me galme ta' ve', så det forslår”, råbte den ene af mændene. Jens fra idrætsforeningen fór over marken. De lagde rebet om livet på Kresten og op under armene og lavede en løkke til traktorens ophæng. Så startede den. Forsigtigt kørte traktoren frem, til rebet var spændt og begyndte at give tørre lyde fra sig som en tørstende fjordkog, mens Kresten brølede og sank dybere ned i mulden.
Flokken havde aldrig set noget lignende…
Nu var traktoren på fuld motorkraft…
Kresten stod urokkelig med hævet stenøkse…
Traktoren hvæsede, og dampe af diesel begravede bakketoppen i mytologi.
Femogtyve minutter på fuld kraft skulle der til, frem og tilbage, tilbage og frem, før Kresten blev rykket op med rod og slæbt henover marken med flokken efter sig som et begravelsesoptog, mens den målløst stirrede på Krestens tæer, der lignede et kæmpemæssigt rodnet. Stenøksen holdt han hele tiden op i luften, så den ikke blev skrammet af turen hen over marken, mens han glædesstrålende proklamerede: ”Jeg tilhører jorden!”.

Traktoren kørte rundt på gårdspladsen og standsede først, da Kresten lå foran stuehusets trappe. Dér stod præsten, som tavst havde fulgt optrinnet hen over marken, og så spørgende på skikkelsen i gruset, som smilede og smilede forbi ham op over tegltaget og videre ind i himlen for at standse ved lærkens syngende hvirvel, som han fangede i stenøksens runde hul.

”Nu må vi hellere få vor kaffe!” råbte søster Anna. Der stod han så, Kresten Madsen fra Erslev sogn, og følte sig forbundet med jorden…